!Solid retail – ny visuel identitet

Kategori

Branding

Klient

!Solid retail (50 butikker i Skandinavien)

Del:

Udfordring

Ny visuel identitet til !Solid butikkerne i Skandinavien som følge af en ny markedsføringsstrategi i 2012: der skulle fokuseres på produktbaserede annoncer fremfor imageannoncer. Hidtil havde der været skiftende udtryk på annoncerne – senest var der brugt en fast model, en cool ung fyr med stort afrohår, til at fremvise tøjet. Den genkendelige sorte logobund skulle bibeholdes, så det tydeligt fremgik at butikkerne var multi-brand stores og ikke kun forhandler af wholesale mærket !Solid og DND. Den blev dog strammet op, så alle logoer var negative, optisk lige store m.m.

Løsning

De største konkurrenter var på daværende tidspunkt Quint og Jack & Jones. Jeg ville lave et koncept, der adskilte sig markant fra de andres. Da jeg ikke havde nogle imagefotos at arbejde med, valgte jeg at lave et univers – et tekstilunivers – hvor tekst og grafik blev 'trykt' på den blå baggrund og stikninger blev 'syet' på labelen. Dette gav masser af muligheder for at lave kreative løsninger – bl.a. 10 års jubilæum og konfirmand annoncerne der også er forankret i det tekstile univers. Det var teknisk svært at få det til at se autentisk ud – og det skulle det for at være cool (efter min mening), så der blev taget billeder af en bluse hos fotografen; label og baggrunden stammer fra en rigtig (Tailored by !Solid) bluse. Efterfølgende fritlagde jeg syninger, og fandt frem til den rigtige skyggeeffekt, så det så ud som om stikningerne var syet på. Logobunden fik et coated look. Det lyder nok tidskrævende, men var alligevel let at arbejde med, da de første skabeloner var blevet lavet.

Resultat

Resultatet blev et nyt look, der var anderledes, stofligt og udtryksfuldt. !Solids annoncer skilte sig ud blandt konkurrenternes og de omkringliggende annoncer i katalogerne. Det nye design blev integreret på alle markedsføringsplatforme – annoncer, instore materialer, website, sociale medier, app, flyers m.m.